En bevæbnet gruppe har natten til søndag besat en militærbase i Mali og dræbt mindst 16 soldater i den centrale del af landet, siger en lokal borgmester.
Militærbasen i Mopti-regionen i det centrale Mali ligger i landsbyen Dioura. Regionen har de seneste år været mærket af en række angreb fra jihadister med bånd til al-Qaeda.
Mali har siden et militærkup i 2012 været præget af voldsomme uroligheder. Al-Qaeda-tilknyttede ekstremister har siden 2015 regelmæssigt angrebet sikkerhedsstyrker og den fredsbevarende FN-mission i landet.
Grupperne dominerer dele af det afrikanske land, som er uden for den maliske regerings kontrol.
I alt er mere end 13.000 fredsbevarende soldater udstationeret i landet. Det har indtil videre dog ikke forhindret den omfattende vold fra militante i landet. De militante grupper har også udført angreb i Burkina Faso og Niger.
Både Frankrig og USA har tidligere i år kritiseret myndighederne i Mali for, at de ikke har formået at standse den tiltagende vold i landet.
Mere end 100 FN-soldater er blevet dræbt i Mali siden 2013.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters