“Av, av rystende… Men betryggende at vælgerne ikke er på Valium” skriver politisk kommentator Peter Mogensen på Twitter i kølvandet på den chokmåling, der i dag er kommet fra Voxmeter, hvor Socialdemokraterne æder sig grådigt ind på Venstre og nu kan mønstre 23,4 procent af stemmerne.
Det er det højeste niveau siden S-R-SF regeringen tiltrådte for lidt over to år siden. Målingen sender rød blok i førersædet med 88 mandater.
Det er udelukkende Løkkes luksus-rejser for miljøorganisationen GGGi og det efterfølgende rod med diætpenge, der har sat blå bloks føring over styr, siger flere politiske kommentatorer.
TV2’s kommentator Henrik Qvortrup siger til News:
“Det er en regulær katastrofe for Venstre og ikke mindst for Lars Løkke. Han har formået at sætte en sikker føring over styr på bare seks uger. De må sidde med tilbageholdt åndedræt i V. For hvad nu hvis bare det her bare er en af flere målinger, der viser samme tendens," spørger han.
Et hurtigt valg?
Der er dog stadig lang tid til et folketingsvalg.
“Løkke truet, men to år endnu…” tweeter Peter Mogensen med henvisning til, at dønningerne sagtens kan nå at lægge sig.
Men selvom vælgernes hukommelse som udgangspunkt er kort, vil Qvortrup ikke afvise, at GGGI-sagen har printet sig så meget i vælgernes bevidsthed, at den - som han siger - “også vil ramme statsministerkandidaten Løkke.”
Andre spekulerer i, om ikke “nogen” får lyst til et hurtigt valg. Politisk kommentator Søs Marie Serup skriver på Twitter:
“Nogen må da være bare en lille bitte bitte smule fristede af at udskrive valg nu.. “
Hos S vælger man at beholde arbejdstøjet på og holde meget lav profil i kølvandet på målingen:
"Det handler om et langt, sejt træk, og der skal ydmygheden være i højsædet på hvert eneste skridt," siger politisk ordfører Magnus Heunicke til DR.