To bygningsarbejdere blev lettere kvæstede, da flere massive betonelementer i går eftermiddag rev sig løs fra 1. sal af et nybyggeri på Middelfartvej 218.
Bygningsarbejderne blev med det samme kørt til skadestuen på Odense Universitetshospital, hvor de blev undersøgt for eventuelle skader.
»Den ene slap med chokket. Den anden fik en skade på lænden og befinder sig stadig på hospitalet,« fortæller vagthavende fra Fyns Politi i Odense. Samtidig troppede Arbejdstilsynet op på MT Højgaards byggeplads, for at undersøge, om arbejdsforholdene var i orden.
MT Højgaard under lup
»Umiddelbart ser det ud til, at alt har været i orden. Arbejderne bar sikkerhedsliner, og alt på byggepladsen var, som det skulle være. Men noget må der jo have været galt. Ellers ville sådan noget jo ikke ske,« siger den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet, Jens Peter Henriksen.
Han skal nu lave en rapport, der kan fastslå, hvad der var galt med bygningskonstruktionen. Også MT Højgaard vil undersøge, hvorfor betonelementerne faldt sammen som dominobrikker.
»Sådan noget må selvfølgelig ikke ske. Derfor skal vi nu i gang med at finde ud af, hvor fejlen ligger henne. Det kan være en bygningskonstruktion, men det kan også være en menneskelig fejl,« siger kommunikationschef fra MT Højgaard, Trine Leth.
Landets største entreprenørfirma var i gang med at opføre en tilbygning til deres nuværende hovedkontor på Middelfartvej 218 i Bolbro.
»Vi er i gang med at udvide, og har derfor brug for mere plads. Selvom vi nu er kommet lidt bag ud i arbejdet, forventer vi stadig at være færdige med byggeriet i begyndelsen af juni,« fortæller Trine Leth.