Da en 45-årig mand blev anholdt af Fyns Politi efter et røveri i en brugs i Odense, udviklede det sig til et uventet drama og en stribe sigtelser - blandt andet for trusler og udøvet vold mod betjente.
Det skriver TV 2/Fyn.
Manden var gået ind i Lokalbrugsen i Skt. Jørgens Gade lørdag eftermiddag og havde truet ekspedienten til at åbne kasseapparatet. Her stak han hånden ned i kassen og forsvandt med omkring 1.700 kroner.
Via forretningens videoovervågning fandt politiet hurtigt ud af, hvem manden var. Betjentene anholdte ham og gav ham håndjern på ude foran hans lejlighed.
Han bad derefter betjentene om at følge ham op i lejligheden for at hente personlige ejendele.
- Betjentene tager håndjernene af manden oppe i lejligheden. Pludselig truer han dem så med en brugt kanyle, fortæller vagthavende ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen TV 2/Fyn.
Betjentene fik dog lagt manden ned og givet ham håndjernene på igen.
Den 45-årige er efterfølgende blevet sigtet for røveriet, trusler og udøvet vold mod betjente, besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven - betjentene fandt nemlig en ulovlig kniv i mandens lejlighed.