To betjente fra Østjyllands Politi er fredag ved Retten i Aarhus blevet idømt hver 10 dagbøder á 500 kroner for grov forsømmelse i tjenesten.
Natten til den 20. november 2011 var de på jagt efter en 16-årig dreng, der kørte på en scooter, som de mente var ulovlig.
- De ved ikke, at der er tale om en 16-årig dreng, og han er kørt fra dem flere gange, før det lykkedes dem at standse ham, siger den ene betjents forsvarer, advokat Torben Koch.
Netop da de får standset scooteren, kommer der på politiradioen en melding om, at en buschauffør er i knibe ved busstationen i Odder, omkring 400 meter væk.
- Betjente skal reagere på en såkaldt knibemelding, men det gør de ikke i første omgang, fordi de tænker, at der er andre vogne i området, som kan tage sig af den, siger forsvarsadvokaten.
Men da der bliver rykket to gange for hjælp til buschaufføren, som føler sig truet af nogle unge mennesker, lænker betjentene den 16-årige til vejskiltet og kører buschaufføren til undsætning.
- De siger til ham, at de er tilbage om et øjeblik, siger Torben Koch.
Drengen når at stå lænket til vejskiltet i ni minutter, før betjentene kommer tilbage og kører ham ind til stationen.
Betjentene er dømt for at have udvist grov forsømmelse i tjenesten og blev som nævnt idømt dagbøder. En fængselsdom - betinget eller ubetinget - ville have betydet, at de også mistede deres job.
Men de overvejer alligevel, om de skal anke dommen.
- Det er en afvejning. De føler, at de er dømt med urette, men en ankesag kan have store personlige omkostninger, og så vil der gå yderligere et år, før de kan lægge sagen bag sig, siger Torben Koch.
/ritzau/