Det er ikke ok, at politibetjente melder sig ind i kontroversielle støttegrupper på Facebook.
12 betjente har nemlig nu fået en næse, fordi de meldte sig ind i en gruppe, der er vil have ryddet værtshuset og det venstreorienterede mødested "1000fryd" i Aalborg. Det skriver Nordjyske.
Politiledelsen fastslår, at betjentene ikke har begået noget ulovligt, men mener alligevel, betjente skal holde sig fra den slags grupper på Facebook.
"Selv om der ikke ses at være begået noget strafbart eller nogen form for tjenstlig forseelse ved politipersonalets medlemskab af Facebookgruppen, har ledelsen i Nordjyllands Politi det synspunkt, at medarbejderne generelt bør fravælge medlemskab af Facebookgrupper med et indhold, der kan opfattes som krænkende, stærkt rabiat eller yderliggående," skriver chefpolitiinspektør Jørn Aabye i et svar til de to mennesker, der har klaget over betjentenes adfærd overfor spillestedet 1000fryd i Aalborg.