En patruljebil er blevet beskudt med fyrværkeri. Det skriver presse-fotos.dk.
Episoden skete, da to patruljer blev sendt ud til Nørrebro i København, hvor der var melding om uro i gaden på grund af fyrværkeri.
De to patruljebiler ankom kort efter til adressen, men det var langt fra en varm velkomst, ordenmagten fik på Nørrebro, skriver presse-fotos.dk.
En person, som stod på kort afstand fra patruljebilerne, tændte et bomberør og rettede det direkte mod den ene patruljevogn.
Betjentene var på det tidspunkt steget ud af patruljevognen, men en video fra stedet viser, hvordan betjentene flere gange er tæt på at blive ramt af fyrværkeriet.
Politiet forlod i følge presse-fotos.dk hastigt stedet. Mediet skriver, at det ikke vides, om der er foretaget anholdelser i forbindelse med hændelsen.
Også en bus er blevet beskudt med fyrværkeri fra bomberør ved Nørrebro Station, skriver presse-fotos.dk.
Flere skud blev affyret direkte mod bussen, som blev ramt flere gange.