Betjent ville hjælpe ven af med fartbøde

En nordjysk hundefører vil frifindes for embedsmisbrug, mens anklageren vil skærpe byrettens dom.

14 dages fængsel til en 41-årig nordjysk hundefører for embedsmisbrug.

Sådan lød dommen i Aalborg Byret i marts, men nu vil betjenten pure frifindes. Derfor skal Vestre Landsret tage stilling til, om betjenten forsøgte at få droppet en fartbøde til en vens søn og på den måde misbrugte sin stilling som betjent.

Sagen i byretten viser, at betjenten i en sms til de kolleger, som stoppede vennens søn i en fartkontrol, skrev:

- Vi skal hjælpe NN (vennen, red.). Hans søn blev skrevet for hastighed 1. juni. Sagen er ikke oprettet endnu og ligger nok hos pigerne. Vil du kigge på den, skrev betjenten.

Betjenten sendte sms'en, da han hørte om bøden til vennens søn på stationen. Men han stoppede ifølge byretten ikke der.

Senere i en telefonsamtale bad ham den ene betjent om at slette sagen.

Mens betjenten vil frifindes, går anklageren efter at skærpe straffen på 14 dages fængsel.

Det er uvist, om betjenten er suspenderet eller fyret. Sagen begynder i Vestre Landsret onsdag den 8. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.