En bornholmsk betjent stak et alkometer ind gennem vinduet til en 33-årig bilist, da ordensmagten tjekkede trafikanterne til Folkemødet på Bornholm lørdag aften.
Kontrollen var gået stille og roligt, indtil bilisten lagde foden på speederen frem for munden på alkometret. Betjenten blev efterfølgende slæbt 50 meter, før han slap fri, skriver TV2 Bornholm.
Bilisten fortsatte flugten, efter at betjenten var røget af, men blev kort efter overmandet på Kirkepladsen af to andre betjente, da bilisten var kørt ind i et stendige.
Episoden skete lørdag aften på Nordre Borrelyngvej ved Allinge i nærheden af Folkemødet, hvor op mod 80.000 mennesker har fejret demokratiet i tre dage.
Den 33-årige mand kan nu se frem til en lang række af sigtelser. Ud over spirituskørsel er han også sigtet for vold mod tjenestemand og hensynsløs kørsel, der kunne forvolde fare for andres liv eller førlighed.
Samtidig modsatte den 33-årige sig anholdelse og kørte i bil, selvom han havde fået frakendt kørekortet.
Betjenten, som blev slæbt efter bilen, har været indlagt natten over på hospitalet, men er sluppet med mindre knubs.
Bornholms Politi vil kræve den formodede spritbilist varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør søndag.
/ritzau/