Søndag skød politiet og dræbte for fjerde gang i år en person. Mandag blev betjenten afhørt af statsadvokaten for at få mere klarhed over skudepisoden.
Politiet var blevet tilkaldt af en nabo, som havde ringet 112 og anmeldt alvorlige huspetakler. Da de to betjente kom frem til bopælen i den lille landsby Ørslev nord for Vordingborg, mødte de en stærkt ophidset mand, som truede med en stor kniv.
Ifølge betjentenes forklaring til statsadvokaten forsøgte de først at tale manden til ro, inden den ene betjent affyrede to skud mod den 38-åriges venstre skulder samt et tredje skud, der ikke ramte manden.
»Betjentene har forklaret at de følte sig så truede, at de måtte trække deres tjenestepistoler. Den ene betjent affyrede i første omgang ét skud, men da det ikke havde den ønskede effekt, skød betjenten en gang til.
Skuddene var rettet mod venstre skulder, fordi manden holdt kniven i venstre hånd, men begge skud har ramt manden i venstre side af overkroppen. Indtil de tekniske undersøgelser og obduktionserklæringen er på plads, kan vi desværre ikke komme det nærmere. Det tredje skud er sandsynligvis gået af ved et uheld,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas til DNY.
Hun skal nu afgøre, hvorvidt betjentene handlede korrekt. Næste skridt i sagen bliver yderligere afhøringer af vidner, genafhøring af de to betjente samt en række tekniske undersøgelser.
Hvis Statsadvokaten kommer frem til, at den betjent, som skød, har anvendt unødig magt, kan det i yderste fald ende med en straffesag mod betjenten. De seneste 10 år er 11 danskere blevet skudt og dræbt af politiet.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.