Betjent i USA sigtes for drab på australsk kvinde i pyjamas

Den 40-årige australier Justine Ruszczyk Damond blev skudt sidste sommer, da hun ville anmelde overgreb.
En betjent, som skød 40-årige Justine Ruszczyk Damond, kort efter at hun havde ringet til alarmcentralen for at anmelde et seksuelt overgreb, er sigtet for drab.
En betjent, som skød 40-årige Justine Ruszczyk Damond, kort efter at hun havde ringet til alarmcentralen for at anmelde et seksuelt overgreb, er sigtet for drab. Foto: Handout/Reuters

En amerikansk politibetjent, som skød og dræbte en ubevæbnet australsk kvinde sidste sommer i delstaten Minnesota, sigtes for drab.

Det meddeler anklager Mike Freeman tirsdag.

Betjenten Mohamed Noor meldte sig selv tirsdag, da der var udstedt en arrestordre på ham.

Han skød 15. juli 2017 den 40-årige australier Justine Ruszczyk Damond, kort efter at hun havde ringet til alarmcentralen for at anmelde et seksuelt overgreb.

Sagen om drabet på kvinden har haft store konsekvenser for politiet i Minneapolis. Politichefen har forladt sit job efter massivt pres, og der er sket større ændringer af politiets politik for brug af kropskameraer.

Bliver Mohamed Noor dømt, risikerer han maksimalt 25 års fængsel. Det formodes, at straffen vil ende omkring 12 år.

En lørdag aften sidste sommer ringede Justine Damond til politiet for at anmelde det, hun mente var et seksuelt overgreb, som fandt sted bag hendes hus i et ellers roligt villakvarter i Minneapolis.

Hun stod ude på gaden i sin pyjamas og talte med betjentene i politibilen, da hun blev skudt gennem bildøren.

Betjentene havde kameraer på deres uniformer, men de var ikke tændt, da skuddet blev affyret. Heller ikke det kamera, som var monteret i politibilen, fangede hændelsen.

Politiet har bekræftet, at drabsofferet ikke havde våben.

Kvinden stammede fra Sydney i Australien. Hun arbejdede som meditationslærer i Minneapolis, hvor hun boede med sin forlovede.

/ritzau/AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.