En betjent fra Horsens har sjusket med sit tjenestevåben. Det koster hende ti dagbøder af 250 kroner.
Torsdag har Vestre Landsret stadfæstet dommen fra Retten i Horsens.
Betjenten fik i forbindelse med træning affyret et skud ud gennem et vindue på politistationen, da hun ville træne nogle rutiner. Skuddet ramte ud på åben gade.
Ingen kom til skade i forbindelse med episoden.
Hun havde kort forinden været på barsel og havde i mellemtiden fået et nyt tjenestevåben. Hun var derfor blevet sendt til skydetræning.
Efter endt træning tog betjenten magasinet ud af pistolen og lagde det i sit skab. Efterfølgende ville hun træne rutinerne igen.
Men et skud havde sat sig i pistolens kammer, og det blev sendt afsted, da hun i forbindelse med træningen trykkede på aftrækkeren.
Skuddet gik forbi nogle skudsikre veste, der hang foran vinduet. Betjenten så derfor ikke, at skuddet var gået gennem vinduet.
Efter skudepisoden var vejen foran politistationen spærret i fem timer, mens betjente og hunde prøvede at finde skuddet.
Sagen blev overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der undersøger sager mod politiet.
Sagen kom for Retten i Horsens, fordi betjenten nægtede sig skyldig og ikke ville betale de bøder, statsadvokaten bad hende betale.
Dommeren ved Retten i Horsens var dog enig med statsadvokaten, og dommen blev derfor anket til landsretten.
Men også her fandt en dommer altså, at kvinden har været skødesløs i sin omgang med tjenestepistolen.
Ifølge dommeren skulle betjenten have tjekket, at der ikke sad en patron i kammeret.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.