Betalingsbalancen steg solidt i første kvartal. Det er både salget af varer og tjenester, der trækker op. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I årets tre første måneder, januar til og med marts, steg betalingsbalancen til 48,8 milliarder kroner, omkring ni milliarder kroner mere end i første kvartal 2016.
- Stigningen er især forårsaget af en stigning i overskuddet på tjenester på 4,9 milliarder kroner som følge af, at eksporten af tjenester steg 6,5 milliarder kroner fra første kvartal sidste år til første kvartal i år.
- Overskuddet på varer steg 2,2 milliarder kroner. Her steg eksporten 12,6 milliarder kroner og importen med 10,4 milliarder kroner.
/ritzau/