Bookmakeren Bet365 er blevet dømt til at betale en erstatning på i alt 4,7 millioner kroner til en række danske sportsstjerner i en sag om markedsføring og ulovlig brug af imagerettigheder.
Det sker, efter at en sag mellem 23 danske sportsstjerner og Bet365 mandag er blevet afgjort i Sø- og Handelsretten.
Listen over de 23 sportsstjerner tæller blandt andre Christian Eriksen, Mikkel Hansen og Viktor Axelsen.
Spilvirksomheden har flere gange brugt atleternes navne og ansigter i opslag på sociale medier. Retten tilkender hver enkelt sportsudøver 50.000 kroner per opslag.
Hovedspørgsmålet var, om sportsudøverne kunne have opnået mindst 50.000 kroner i betaling for hvert opslag på Bet365's sociale medier, hvis de havde lavet en aftale om opslagene. Det mente retten.
- Hver enkelt elitesportsudøver kunne have opnået 50.000 kroner i betaling per opslag, lyder det i dommen.
Sportsudøverne har ført sagen via deres respektive fagforeninger.
Spillerforeningen repræsenterede 21 fodboldspillere, Håndbold Spiller Foreningen repræsenterede Mikkel Hansen, mens Danske Elitesportsudøveres Forening repræsenterede Viktor Axelsen.
Det samlede erstatningsbeløb på 4,7 millioner kroner er 50.000 kroner mindre, end sportsudøverne havde krævet.
Det skyldes, at Mikkel Hansen havde krævet 75.000 kroner for hvert af de to opslag, hvor han var blevet brugt. Retten fandt, at Mikkel Hansen skulle have 50.000 kroner per opslag - som de øvrige udøvere.
Den største erstatning gik til fodboldspilleren Christian Eriksen, der er blevet tildelt 1,45 millioner kroner.
Målmanden Kasper Schmeichel er blevet tildelt en halv million kroner, mens Pernille Harder kan se frem til 350.000 kroner.
Derudover er badmintonspilleren Viktor Axelsen blevet tildelt 200.000 kroner.
Bet365 skal desuden betale sagsomkostningerne til Spillerforeningen, Danske Elitesportsudøveres Forening og Håndbold Spiller Foreningen.
Erstatningen plus renter skal betales inden to uger.
/ritzau/