Det kan have en besynderlig konsekvens, at temperaturen i disse dage kan ryge under 7 grader i den amerikanske delstat Florida.
Den pludselige kulde kan få leguaner til at falde ned fra træerne, skriver vejrtjenesten AccuWeather ifølge Ritzau.
Årsagen er, at de koldblodede reptiler ikke er vante til så lave temperaturer.
Når temperaturen når under ti grader, bliver de generelt sløve. Ryger temperaturen endnu længere ned - under syv grader - går de i en slags "frysetilstand", hvor de bliver helt stive.
Det betyder, at de kan miste grebet, når de er på grene i træer, og derfor kan falde ned, lyder advarslen.
Selv om de i nedfalden tilstand ligger helt stille og kan se ud som om, at de er døde, så er de det ikke. Deres kritiske kropsfunktioner virker stadig.
Leguaner kan blive op til 1,5 meter lange og veje over 11 kilo. Man kan derfor komme alvorligt til skade, hvis en leguan falder ned over en fra et træ.