Bestyrelsens løn er steget med en tredjedel, mens B&O's markedsværdi er faldet med 80 procent.
Det er fakta efter to horrible regnskabsår, hvor den danske designvirksomheds markedsværdi er faldet til 2,4 milliarder kroner.
Alligevel er den ni mand store bestyrelses samlede løncheck steget med 32 procent til 3,7 millioner kroner.
Da Jørgen Worning trådte ind i bestyrelsen i 2001 lå lønnen kun på 1,7 millioner kroner.
Han forsvarer den kraftige stigning i bestyrelsens honorar med, at reguleringen har fundet sted, mens det gik godt.
"De senere år har der ikke været nogen regulering. Man skal huske på, at der går lang tid fra reguleringen er besluttet, til den føres ud i praksis," siger han.
Jørgen Worning synes, de ni medlemmer har fortjent deres lønstigning. Så der bliver ikke tale om, at sætte honoraret ned.
"Nej, det er der ingen aktuelle planer om set i lyset af det timetal, medlemmerne af bestyrelsen har brugt på virksomheden de senere år," siger Jørgen Worning.
Professor og ledelsesekspert Steen Thomsen fra Copenhagen Business School synes ikke, det er problematisk. Han betegner dog lønnen som høj.
"Principielt er der ikke nogen sammenhæng mellem bestyrelsens honorar og virksomhedens aktiekurs. Erfaringen viser jo, at der bliver holdt flere bestyrelsesmøder i en virksomhed, der klarer sig dårligt. Opgaven er vanskeligere. Det er i virkeligheden, når det går dårligt, at bestyrelsen træder i karakter," siger Steen Thomsen.