Skrevet i samarbejde med Ole Wejse Svarrer
Anklagen er ellers heftig: Det store statsejede danske energiselskab DONG skal have bestukket borgmesteren i den lille tyske by Lubmin for bedre at kunne slippe af sted med at opføre et stort, svinende kulkraftværk.
Sådan lyder i hvert fald den påstand, som den tyske anklagemyndighed i øjeblikket efterforsker.
Men så slemt er det ikke, forsikrer Lubmins tyske borgmester Klaus Kühnemann over for Avisen.dk
- Nej, DONG har ikke forsøgt at bestikke mig, siger Klaus Kühnenamm.
Dermed synes hun umiddelbart at tage broden af angrebet hos den tyske anklagemyndighed. Ifølge nyhedsbureauet DPA lyder anklagerne nemlig på, at DONGs folk skulle have tilbudt penge til "den slunkne kommunekasse" i byen.
Klaus Kühnemann fortæller dog, at DONG har støttet flere projekter i området omkring Lubmin, blandt andet et lokalt fodboldhold.
Og det er en dårlig idé, mener han.
- På den måde køber man ingen venner, siger han.
Hos DONG Energy bekræfter man, at man har ydet støtte til et fodboldhold, et håndboldhold, en musikfestival og til en bunke lommeregnere til en lokal skole.
Men DONG understreger, at hverken foreningerne eller skolen ligger i Lubmin kommune, fordi det strider mod selskabets strategi, oplyser pressemedarbejder Ulrik Frøhlke.
- I forbindelse med projektet har vi ikke ydet støtte i kommuner, hvor vi er afhængige af godkendelse, siger Ulrik Frøhlke.
DONG tager alligevel anklagen alvorligt og har iværksat en intern undersøgelse, der skal kaste lys over sagen.