Der er travlt i tinghuset på Vester Allé i disse dage. Ekstra travlt. For om en uges tid går en af dommerne på pension, og retten i Århus får ikke en erstatning i stedet. Domstolsstyrelsen vurderer, at retten i Århus kan klare sig med en mand mindre i dommerkorpset, og det betyder aflysninger af sager og længere sagsbehandling.
»Det giver store bekymringer her. Vi ved ikke, hvordan vi skal kunne klare sagerne,« siger retspræsidenten Per Holkmann Olsen.
Familier i farezonen
Retten vil fortsat prioritere de grove straffesager højt, men det betyder bare, at besparelsen går ud over andre sager. Det kan for eksempel være sager om forældremyndighed, hvor mor og far strides om retten til samvær med børnene. Her oplever advokater, at der allerede nu står mange sager i kø:
»Færre ressourcer kan betyde, at sagerne trækker ud, og det er altså problematisk, for skårene kan blive så store mellem faren og moren, at det er meget sværere at finde en løsning og få forældrene til at samarbejde om børnene,« siger Simon Eilrich fra Advodan Aarhus, det tidligere advokatfirma Lokdam, Eilrich, Hannibal & Madsen.
Forlig i stedet for retssag
Advokatfirmaet føler sig allerede nu nødsaget til løsninger, der ikke altid er helt optimale:
»Vi laver ofte forlig i familieretssager allerede nu, fordi der er for lang ventetid på at få dem i retten. Og det kan gå ud over retssikkerheden. Men vi er nødt til det, for venter vi, betyder det måske, at modparten vinder retten til samværet med børnene, fordi hun eller han har haft dem i længere tid«, siger Simon Eilrich.
Styrelsen bestemmer
Afgørelsen om at spare en dommer væk er taget i Domstolsstyrelsen. Her fordeler man personale ved retterne i 2007 ud fra analyser af antallet af sager fra 2005. I første omgang havde Retten i Århus fået en ekstra dommer på grund af retsreformen, så der i alt er 13 dommere foruden retspræsidenten. Men nu ryger den ene dommerstilling så igen:
»Århus står ikke for tur, men vi mangler fortsat at fordele 18 dommere i de nye 24 byretskredse, og hvis det viser sig, at Århus har behovet, så er vi villige til at se på det,« siger souschef i Domstolsstyrelsen, Klaus Rugaard. Ifølge ham tager analysen højde for såkaldte storbyfaktorer, for eksempel flere tungere sager, samt flere sager med tolkebistand.
Men retspræsidenten i Århus mener ikke, at der bliver taget tilstrækkeligt højde for de faktorer. Og han bakkes op af Århus-advokaten Hans Kjellund, der sidder i bestyrelsen for Landsforeningen af Beskikkede Advokater:
»Jeg har været skeptisk over for bemandingen fra starten, og det er ufatteligt, at ministeriet har så svært ved at se det.«
Advokaterne oplever, at dommerne i retten gør, hvad de kan for at få alle typer sager ekspederet så hurtigt som muligt. Og de forudser et øget pres på dommerne til næste år, når mange flere sager skal for i byretterne som følge af retsreformen.