Den danske sommer er dejlig, men den er også lunefuld. Vejret kan skifte pludseligt, og hvert år overraskes boligejere af skybrud. Når DMI varsler massiv regn, er der nogle ting, du kan gøre selv for at beskytte dit hjem.
Inden regnen rammer, skal du lukke alle vinduer - og især ovenlysvinduerne - og løfte ting, der står på kældergulvet, op i højden. Fjern også alle løse tæpper og pak de mest sårbare genstande ind i plastbeholdere.
Vandskader er nemlig noget af det, der tager længst tid at udbedre, oplyser LB Forsikring, og hvis skaden sker, så skal du kontakte dit forsikringsselskab hurtigst muligt og få en affugter sat i gang. Fugt kan føre til skimmelsvamp allerede inden for 24 til 48 timer. Det er naturligvis også vigtigt, at du slår strømmen fra.
Det er afgørende at få vandet væk. Husk at tage handsker og høje gummistøvler på, før du begynder at fjerne vandet, og kommer det fra selve kloakken, så er det bedre at ringe til et skadeservicefirma for hjælp.
Du skal dokumentere vandskaderne så tag billeder løbende. Gem også kvitteringer for de omkostninger, der er forbundet med skaden.