Lige nu står der en polsk indregistreret lastbil på Tungvognscenter Syd. Og der bliver den stående, indtil vognmanden har opfyldt to betingelser.
Det skriver TV Syd.
Lastbilen blev stoppet i en kontrol ved Kolding på motorvej E45. Her kunne kontrollanterne konstatere to ting: Der var manipuleret med det system, der måler og registrerer køretøjets hastighed og chaufførens køre- og hviletid samt det system, som omdanner dieselkøretøjers udstødningsgas til uskadeligt kvælstof og vanddamp.
Det udløste en beslaglæggelse af lastbilen og en bøde på 92.000 kroner.
- Vi har lige nu lastbilen i vores varetægt, og vognmanden kan ikke få den udleveret uden først at betale både bøde og få den lovliggjort på et værksted, siger Stig Simonsen, politikommissær og leder af Tungvognscenter Syd, til TV Syd.