En 29-årig dansk kvinde blev i weekenden fundet død i Norge efter at have været på vandretur på et fjeld.
Kvinden arbejdede på et hospital i Førde i det vestlige Norge og var udsendt af virkarbureauet Powercare, der i alt har formidlet arbejde til cirka 200 danske vikarer.
Det tragiske dødsfald har nu fået vikarbureauet til at sende en advarsel til de udsendte danskere. Det skriver VG, der har talt med firmaets direktør Lisbeth Sejer.
Hun oplyser til det norske medie, at firmaet har sendt en advarsel til firmaets udsendte vikarer, hvor man understreger farerne ved at gå ud i fjeldet alene i vinterhalvåret.
I beskeden opfordres danskerne til at være meget forsigtige med at gå tur i fjeldet lige nu, til ikke at gå alene og helst gøre det i selskab med en nordmand, som er kendt i området.