Regeringen og Venstre er nået til enighed om at samarbejde om en beskæftigelsesreform, der skal fokusere på at få ledige tilbage på arbejdsmarkedet.
Det siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), efter at regeringen og oppositionspartiet tirsdag aften samtidig har præsenteret rammerne for en fælles vækstplan.
- Jeg mener, at vi her har lagt grundlaget for en rigtig god beskæftigelsesreform. Der bliver ikke sparet en krone på vores arbejdsløse i Danmark, siger beskæftigelsesministeren.
I reformen for beskæftigelsen, som de politiske parter er nået frem til, vil den nuværende organisatoriske struktur på beskæftigelsesområdet fastholdes uændret.
Dermed vil jobcentrene fastholde myndighedsansvaret for den aktive indsats, mens a-kasserne fortsat afholder den indledende samtale samt løbende rådighedsvurdering.
Med det udgangspunkt styrkes indsatsen blandt andet ved, at der indføres hyppigere samtaler tidligt i ledighedsperioden.
- Der er et historisk løft, hvad angår uddannelse, og det har vi behov for. Det betyder nu, at ufaglærte får muligheden for at tage en faglært uddannelse, mens man er arbejdsløs, siger Mette Frederiksen.
- Vi kommer til at give et løft mange steder i Danmark til dem, der har behov for nogle kompetencer til at komme tilbage til arbejdsmarkedet, fortsætter beskæftigelsesministeren.
/ritzau/