Ifølge 300 timersreglen skal ægtepar på kontanthjælp dokumentere 300 timers arbejde inden for de seneste to år – ellers kan de miste den enes kontanthjælp.
Men den regel er alt for svær. Talrige juraeksperter siger da også, at beskæftigelsesministerens egne folk i Arbejdsdirektoratet fortolker den såkaldte 300-timersregel ukorrekt. Men det tilbagevist Claus Hjort Frederiksen i går i et samråd.
Men hvor de fleste andre – herunder Venstres egen Irene Simonsen – i sin tid forstod lovforslaget fra ministeren sådan, at begge ægtefæller skal være på kontanthjælp for at kunne blive ramt af reglen, fastholdt Claus Hjort Frederiksen i går, at også ægtepar, hvor blot den ene ægtefælle er på kontanthjælp, er omfattet af reglen.
Oppositionen havde bevæbnet sig med talrige citater fra eksperter, der blandt andet i Nyhedsavisen har kaldt Arbejdsdirektoratets – og dermed ministerens – fortolkning direkte i strid med loven. Men specielt Venstres Irene Simonsen, der blev væk fra samrådet, blev flittigt citeret. Under den heftige behandling af lovforslaget sidste år forsøgte hun således at berolige oppositionen med, at reglen kun gælder »for ægtepar, hvor både mand og kone er på kontanthjælp«.
Fløjtende ligeglad
Ministeren undlod på samrådet at svare på, hvorfor han ikke dengang havde rettet Irene Simonsens udlægning af loven. Han fastholdt i stedet, at Arbejdsdirektoratets fortolkning er den rigtige. Det fik Thomas Adelskov (S) til at udbryde:
»Jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan nogle embedsmænd efterfølgende tolker loven, når et enigt folketing tolkede den på en anden måde.« Også efter samrådet afviste ministeren over for Nyhedsavisen at forholde sig til, at Irene Simonsen, mens han selv hørte på, havde fremlagt loven i strid med hans intention:
»Det synes jeg, du skal snakke med hende om.«
Men er det ikke bekymrende, hvis selv din egen partifælle misforstod lovforslaget?
»Nej, det synes jeg ikke.«
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra Irene Simonsen.