Martin Shkreli - den tidligere medicinalchef, som blev berygtet, da han sendte prisen på livsvigtig medicin på himmelflugt i USA - er blevet idømt syv års fængsel for i en anden sammenhæng at have bedraget kapitalfonde.
Dommen er fredag afsagt af en distriktsdomstol i Brooklyn, New York.
Forsvareren fortalte dommeren, at den 34-årige Shkreli led af depression og angst, og at han efterhånden var en "nedbrudt" person, som myndighederne var klar til at ofre.
Anklageren havde ønsket 15 års fængsel.
Shkreli, der er kendt under tilnavnet "Pharma Bro", brugte i 2015 sit medicinalselskab Turing Pharmaceuticals til at opkøbe midlet Daraprim, der bruges til at bekæmpe parasitter.
Umiddelbart efter hævede han prisen på Daraprim med 5000 procent til 750 dollar (4500 kroner) per pille.
Det udløste et ramaskrig blandt amerikanere, og den daværende demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, lovede et kontant opgør med alle, der ville bruge medicin til spekulation.
I slutningen af 2015 blev Shkreli i en helt anden sammenhæng tiltalt for svindel med de gebyrer, han tog for at investere penge for kapitalfonde. Det har han nu fået sin straf for.
Undervejs udtrykte han anger i den konkrete sag.
- Der er ingen sammensværgelse for at fælde Martin Shkreli. Jeg trak Martin Shkreli ned med mine vanærende og skammelige handlinger, fortalte han retten.
/ritzau/Reuters