Seneste skud på stammen i bandekrigen er, at Black Cobra nu også har en afdeling i Sverige. Rockerne har længe været en del af et internationale netværk, og den udvikling har andre bander nu set fidusen i.
"Vi har set, at Black Cobra fra Danmark har etableret sig i Sverige, og vi ved også, at de danske indvandrerbander via deres kriminalitet har kontakter i en række lande. Rockerbanderne har i årevis arbejdet sammen på tværs af landegrænser, og vores vurdering er, at det nu er nødvendigt at se på indvandrerbanderne på samme måde," siger Kim Kliver, chef for Rigspolitiets Nationale Efterforsknings Center, NEC til JP.dk.
Det menes, at rockernes internationale netværk har været med til at styrke dem i bandekrigen. Men endnu ved politiet ikke, hvad konsekvensen af bandernes ekspandering til udlandet betyder.
"Men det er endnu for tidligt nøjagtigt at sige, hvilke konsekvenser det får, at de spreder sig over landegrænser," siger Kim Kliver.
Politiet deltog i sidste uge i en konference for Europol-samarbejdet. Her skulle det danske politi tage ved lære af ande landes erfaringer med at bekæmpe bandekriminalitet. Og det tyder på, at et større internationalt samarbejde bliver nødvendigt i fremtiden.
"Vi er bekymret for spredningen af vold begået af organiserede bander rundt omkring i Europa. Derfor er det nødvendigt med overvågning og efterforskning både nationalt og internationalt," siger Rob Wainwright, direktør for det europæiske politisamarbejde, Europol.