I en sag om vanvidskørsel, hvor en mand blev dræbt, og hvor tre andre blev alvorligt kvæstet, har Retten i Hjørring mandag straffet bilisten med fængsel i fem år.
Det oplyser retten på sin hjemmeside.
Ulykken skete en nat i oktober sidste år i Hjørring. På Frederikshavnsvej, hvor man højst må køre 80 kilometer i timen, nåede farten i en BMW op på 140 kilometer i timen.
Den mandlige bilist, den i dag 24-årige Christian Sørensen, mistede herredømmet, hvorefter bilen snittede nogle træer, roterede flere gange og til sidst ramte nogle større træer.
I BMW'en befandt sig fire passagerer. En mand på 26 år døde, og tre fik alvorlige skader.
I sit oplæg til nævningetinget opfordrede anklageren til en straf på fængsel i otte år til bilisten, der var beruset.
Hans promille var 1,27, og han erkendte sig skyldig, oplyser Retten i Hjørring på sin hjemmeside.
Dommere og nævninger var enige om at fastsætte straffen til fængsel i fem år. I sanktionen indgår også, at bilisten er frakendt retten til at køre bil i tre år og seks måneder.
En af de tre passagerer, der overlevede, fik en svær hjerneskade, oplyser retten.
Den ene fik blandt andet kraniebrud og blødninger i både hjerne og lunge, fremgår det af anklageskriftet. Den anden brækkede både nakken, ryggen og hoften. Og den tredje fik brud på en halsryghvirvel samt skader på leveren, bugspytkirtlen og en lunge.
I sidste uge blev der afsagt dom i en næsten tilsvarende sag. I Rødovre ved København havde en påvirket bilist kørt for stærkt, kørt over for rødt og dræbt en fodgænger.
Også den sag drejede sig om vanvidsbilisme og endte ligeledes med fængsel i fem år.
I sagen bad anklageren fra Københavns Vestegns Politi ligesom sin nordjyske kollega om fængsel i op mod otte år.
Anklagemyndigheden oplyste i fredags, at man vil overveje, om der er grundlag for at anke dommen fra Glostrup til landsretten.
/ritzau/