Undervisningsminister Bertel Haarder anklager os elever og studerende for »at tale mod bedre vidende« , når vi fremfører, at ministeren skærer ned på uddannelsessektoren.
Det er naturligvis forståeligt, at ministeren ikke finder det behageligt, at de aktuelle nedskæringer på finansloven kritiseres, men det retfærdiggør ikke, at ministeren benægter fakta.
Fakta er, at gymnasierne skal spare 90 millioner kroner på finansloven 2008. Det har både rektorerne, lærerne og eleverne påpeget overfor ministeren. Bertel Haarder har selv kaldt vores kritik for »et ærligt standpunkt«, men nu er det pludselig løgn og latin.
Det her handler ikke om, hvorvidt nedskæringerne eksisterer – det kan enhver læse sig til, at de gør.
Det handler om, hvorvidt man ønsker at skære ned eller ej. Bertel Haarder har valgt at skære ned, men vil nu ikke stå ved det, og går nu endda så vidt, at han påstår, at elever og studerende lyver.
Det er skuffende, at diskussionen ikke kan foregå på et sagligt plan for alle ved, at ingen løgn bliver sand af at blive gentaget igen og igen.