Formaliteter og decideret akademikersnobberi blokerer for sund fornuft og optag af kvalificerede folk med praktiske erfaringer i at få den rette uddannelse.
Det mener det mangeårige folketingsmedlem Bertel Haarder (V) i en klumme på Altinget.dk.
Han nævner flere konkrete eksempler på sager, hvor han som minister har dispenseret. Han nævner blandt andet en polsk professor i børnepsykologi, der ikke kunne blive optaget på et børnehaveseminarium.
"Jeg gav hende fuld merit for samtlige fag! Så ku' de lære det!" skriver han.
I det hele taget får det akademiske system en bredside, når den tidligere undervisningsminister øser af erfaringer og oplevelser og blandt andet kontant skriver: "Akademikersnobberiet er uden ende i dette land".
"Barrikaderne, der holder de lavereuddannede ude, fastholdes af en uhellig alliance af snæversynede fagidioter, akademikerorganisationer og embedsmænd, der naturligvis selv er akademikere (DJØF'ere)!"
Bertel Haarder ønsker hellere, at det skal være muligt at vise, hvad man kan.
"Det er i orden at stille høje krav. Det er i orden at kræve faglig supplering. Men det er ikke i orden at opretholde det "kastevæsen", der på forhånd udelukker ansøgere uden hensyn til deres potentialer og reelle kvalifikationer," skriver han.