Brøndby IF og FC Nordsjælland er her til formiddag blevet enige om en omgående transfer af angriberen Martin Bernburg.
23-årige Bernburg tiltræder truppen i dag og deltager således fuldt ud, når truppen i dag mødes på træningsbanen.
Martin Bernburg glæder sig til at tage den gule trøje over hovedet.
"Jeg er rigtig glad for, at det lykkes at få skiftet på plads nu. Jeg har været rigtig glad for min tid i FCN, men jeg glæder mig virkelig til at komme i gang her. Jeg føler, at Brøndby er klubben, hvor jeg kan få opfyldt mine store ambitioner," siger Martin Bernburg.
Også cheftræner Kent Nielsen er glad for, at få Martin Bernburg i truppen med det samme.
"Jeg er meget glad for, at vi nu får tilknyttet Martin Bernburg, som er én af de stærkeste angribere i ligaen. Med ham i truppen får vi flere muligheder i offensiven, hvor han vil bidrage med mange facetter i spillet," siger Kent Nielsen.