Italiens højeste appeldomstol stadfæstede onsdag aften en dom, der frikender den tidligere premierminister Silvio Berlusconi for skatteunddragelse.
Ifølge anklagerne skulle Berlusconi i 1990'erne have snydt det italienske skattevæsen under køb af rettigheder til amerikanske film i sit medieselskab Mediaset.
Dommen er den første i en række af kendelser, som den 76-årige italienske rigmand og mediemogul står konfronteret med i denne måned.
Så let slap Berlusconi imidlertid ikke torsdag, hvor en domstol i Milano samtidig idømte ham ét års fængsel for offentliggørelsen af en lækket politiaflytning i en avis, som han ejer.
Telefonaflytningen fandt sted i forbindelse med forsikringsselskabet Unipols forsøg på at overtage den italienske bankvirksomhed Banca Nazionale di Lavoro.
Også den meget omtalte sag, hvor Berlusconi står tiltalt for at have betalt en mindreårig prostitueret for sex, vil blive afgjort 18. marts, hvor der falder dom.
En fjerde sag om tv-rettigheder ventes afgjort 23. marts.
De mange domme falder midt i et komplekst politisk dødvande, der har ramt Italien efter sidste uges parlamentsvalg.
Fordelingen af stemmer resulterede i, at intet parti kan danne regering i støvlelandet på egen hånd.
Berlusconi fik næsten 30 procent af stemmerne, og han har derfor en nøglerolle i det nye parlament.
Centrumvenstre-lederen Pier Luigi Bersani har dog afvist at danne en samlingsregering med Berlusconi.
- Jeg vil gerne sige dette klart: Idéen om en stor koalition eksisterer ikke og vil aldrig eksistere, sagde Pier Luigi Bersani til La Repubblica i weekenden.
Bersani fremstår som vinder af mandagens valg, men hans sejr er ikke stor nok til, at han selv kan danne en levedygtig regering.
/ritzau/AFP