Tre stemmer ser ud til at redde Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, fra at måtte afgive magten. Det skriver BBC.
Med afstemningen i Deputeretkammeret, har den skandaleombruste politiker nemlig sikret sig tillid fra begge kamre i det italienske parlament.
Dermed kan 74-årige Berlusconi fortsætte som regeringsleder i Italien, selvom han efterhånden har været impliceret i flere store skandaler.
Silvio Berlusconi selv virker dog ikke til at have været i tvivl om, hvordan afstemningen ville gå.
"Det vil være en politisk dumhed at åbne for en krise uden synlige og troværdige løsninger," sagde ministerpræsidenten ifølge Reuters op til afstemningen i Deputeretkammeret.
Mistillidsafstemningen kom, fordi Belusconi tidligere på året mistede sit flertal i parlamentet, da hele 40 parlamentarikere besluttede at droppe støtten til regeringen.
Blandt dem var også en af regeringens mest trofaste støtter, den højre-nationalistiske Gianfranco Fini.
Uden for parlamentsbygningen i Rom meldes der om voldsomme optøjer, da demonstranter, der vil af med ministerpræsidenten, er kommet i karambolage med politiet.