Italiens tidligere ministerpræsident kollapsede søndag under en
ophedet tale mod Italiens premierminister Romano Prodi. 40 minutter
inde i det politiske møde, der fandt sted i Norditalien, begyndte
Berlusconi pludselig at tale langsomt og farven forsvandt fra hans
ansigt.
»I må undskylde, følelserne løber af med mig,« nåede
han at sige, inden han faldt om. Medhjælpere fik hurtigt fat i ham og
bar ham fra podiet. Ifølge CNN blev han herefter undersøgt af en
hjertespecialist.
Berlusconi var dog 30 minutter efter
kollapset frisk nok til selv at gå ud til en ventende bil og endda til
at vinke til sine tilhængere, selvom han så noget bleg ud.
Den
70-årige Silvio Berlusconis talsmand udtaler til den statsejede
tv-kanal RAI, at kollapset skyldtes et pludseligt fald i politikerens
blodtryk. Talsmanden understregede, at det værste var overstået, og at
den tidligere ministerpræsident har det meget bedre nu. Berlusconi er
ifølge CNN blevet fløjet til sin villa uden for Milano for at komme sig.