Den svenske stjerne Zlatan Ibrahimovic ser ud til at have spillet sin sidste kamp i AC Milans stribede trøje. Angriberen er blevet solgt til Paris Saint Germain, siger i hvert fald klubbens ejer, Silvio Berlusconi.
Spørgsmålet er dog, om Berlusconi er en tand for hurtigt ude med nyheden. For Zlatans agent er ikke klar til at bekræfte skiftet:
- Der er ikke noget at bekræfte, siger Mino Raiola, der torsdag aften var til et fire timer langt møde med den franske klub, der ifølge italienske medier drejede sig om Zlatans løn, til det svenske nyhedsbureau TT.
Anderledes definitivt lyder det fra Berlusconi, der også sender den brasilianske midtbanespiller Thiago Silva af sted til den franske storklub.
- Ja, jeg har solgt Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva til PSG. Vi sparer 150 millioner euro på to år, siger han til den italienske avis Gazzetta dello Sport.
Avisen skriver dog, at de sidste detaljer af salget endnu ikke er faldet helt på plads.
Paris Saint-Germain har allerede bekræftet, at man forsøger at hente Zlatan Ibrahimovic til Frankrig. Men klubben vil torsdag ikke bekræfte, at det er lykkedes at få en aftale i stand, skriver avisen Sydsvenskan.
Milans sportschef, Ariedo Braida, forholder sig også tavs om en eventuel aftale:
- Jeg har intet at sige, det bliver ingen kommentarer, siger han til expressen.se.
Zlatan Ibrahimovic blev i sidste sæson topscorer i den italienske Serie A med 28 mål. Det rakte dog kun til en andenplads for AC Milan, der måtte se Juventus vinde mesterskabet.
/ritzau/