Silvio Berlusconi har tilsynelande hverken håb eller ønske om, at Andreiy Shevchenko vender tilbage til Milan. Ifølge Channel4.com langer klubbens præsident hårdt ud efter sin tidligere fodboldstjerne.
»Han er sin kones skødehund,« mener Berlusconi angiveligt.
Da Shevchenko forlod klubben til fordel for Chelsea, fortalte han, at hans kone, den amerikanske model Kristen Pazik, var ivrig efter at leve i et engelsktalende land og ønskede, at deres børn skulle gå i engelske skoler.
Det er åbenbart ikke noget, der behager den tidligere italienske premierminister.
»En rigtig milaneser og en rigtig mand ville aldrig have opført sig på denne måde. I mit hjem er det mig, der tager beslutningerne og laver reglerne, men når Shevas kone kalder og sender ham ind under sengen, så adlyder han som en skødehund,« citeres Berlusconi for at have sagt.
I midlertid benægter Milan på sin hjemmeside, at Berlusconi er kommet med udtalelserne, der tilsyneladende faldt i forbindelse med en julefrokost.
»Det, jeg har læst i nogle aviser, er aldrig blevet sagt af præsident Berlusconi. Hverken under middagen eller bagefter,« siger Milans vicepræsident Adriano Galliani.
Han oplyser, at han selv deltog i festen sammen med 600 gæster og lyttede omhyggeligt til Berlusconis tale.
»Jeg kan bekræfte, at præsident Berlusconi kom med jokes og referencer, men han refererede altid til sig selv,« siger Galliani.