Katedralen i Milano var onsdag eftermiddag pakket med folk, der var mødt op til statsbegravelsen af den mangeårige premierminister Silvio Berlusconi.
Men det var en statsbegravelse, der splitter italienerne.
Berlusconi døde mandag. Han blev 86 år.
Der er ikke en fast tradition i Italien for statsbegravelser af tidligere premierministre.
Landets højreorienterede regering, som Berlusconis parti, Forza Italia, er en del af, havde dekreteret, at onsdag var en officiel sørgedag.
Cirka 2300 mennesker var samlet i kirken. Blandt dem Italiens præsident, Sergio Mattarella, og premierminister Giorgia Meloni.
Også Italiens tidligere premierministre Mario Draghi og Mario Monti og EU-kommissær Paolo Gentiloni var på plads, da kisten med Berlusconi nåede frem til katedralen i Milano.
Mange tusinde menige italienere var mødt op ved katedralen for at tage afsked med en mand, de betragtede som en stor reformator.
Uden for den gotiske kirkebygning var der lagt blomster og AC Milan-bannere til minde om Berlusconi, der gennem mere end 30 år ejede den italienske fodboldklub.
Men andre fremtrædende italienere havde meddelt, at de ikke ønskede at deltage i nogen statsbegravelse.
Det gjaldt blandt andet tidligere premierminister Giuseppe Conte, der kaldte bisættelsen en "upassende helliggørelse" af Berlusconi.
Den officielle sørgedag er blevet markeret ved, at offentlige institutioner i Italien har flaget på halv stang.
Alle har dog ikke ønsket at rette ind. Blandt andet har universitetet i Siena i Toscana nægtet at markere Berlusconis dødsfald.
Ifølge universitetets rektor, Tomaso Montanari, ville hans universitet "miste al uddannelsesmæssig og moralsk troværdighed", hvis det valgte at flage på halv til ære for den tidligere premierminister.
Blandt de udenlandske gæster ved Berlusconis begravelse var Ungarns premierminister, Viktor Orban, oliestaten Qatars emir, Sheikh Tamim bin Hamad al-Thani, og Iraks premierminister, Mohammed Shia al-Sudani.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.