Den italienske ministerpræsident sagde lidt over middag farvel til hospitalet i Milano.
Silvio Berlusconi blev udskrevet fra hospitalet, fire dage efter han blev angrebet af en sindsforvirret mand.
Manden kastede en miniaturemodel af den gotiske katedral i Milano direkte i ansigtet på den 73-årige Berlusconi, som fik to tænder slået ud og brækkede næsen.
Men nu er han altså rask nok til at komme hjem igen. Med gips i ansigtet vinkede Berlusconi til de mange journalister, der var mødt op foran hospitalet, inden han blev kørt væk i en bil.
Kvæstelserne har gjort, at Berlusconi ikke deltager i klimatopmødet i København, som det ellers var planlagt.
Italien vil dog stadig være repræsenteret ved COP15, nemlig af sin miljøminister, Stefania Prestigiacomo.