Der skal effektiviseres i det Berlingske Officin. Det betyder, at flere redaktionelle medarbejdere må se sig om efter et nyt job. Det kom frem i dag, da spareplanerne for Berlingske Officin blev offentliggjort.
- Vi er gået efter at eliminere dobbeltarbejde, og effektivisere funktioner, hvor det er muligt, siger Lasse Bolander, der er koncernchef i det Berlingske Officin.
Til business.dk peger han eksempelvis på, at journalister på Århus Stiftstidende er bedst til at skrive om Århus, og derfor skal skrive om Århus til alle koncernens medier. Også de løbende nyheder skal udnyttes, så artikler bruges i flere af koncernens medier.
Erhvervsbladet bliver flyttet ind under Berlingske koncernen. Det skal ifølge Lasse Bolander styrke den samlede satsning på erhvervsområdet.
Størst bliver ofrene i administrationen, produktionen og distributionen. På IT, økonomi og HR-området bliver 105 stillinger skåret, i produktionen og distributionen vil 98 miste deres stilling, mens tallet som sagt er 87 for de redaktionelle medarbejdere. Hos bladsalg, annoncesalg og marketing vil 60 ansatte miste deres job.
Spareplanerne bliver offentliggjort samme dag, som chefredaktør på Berlingske Tidende, Niels Lunde, trækker sig fra posten som chefredaktør. Den stilling overtager tidligere nyhedsredaktør i DR, Lisbeth Knudsen.
- Chefredaktionen har løst den opgave, vi stod overfor i 2002, hvor avisen var i krise. Nu står avisen overfor nye udfordringer, og det er min opfattelse, at en ny ledelse bør løse den opgave, siger Niels Lunde til berlingske.dk.
Medarbejderne blev mandag informeret om besparelserne.