Berlingske Medias ejer, britiske Mecom, vinker farvel til topchefen og bekræfter, at koncernen overvejer sin fremtid, hvor flere frasalg muligvis kan være på vej.
- Bestyrelsen kan bekræfte, at den vil gennemføre en strategisk gennemgang for at undersøge alle muligheder for at maksimere aktionærernes værdier, herunder mulige yderligere frasalg.
- Denne beslutning blev truffet enstemmigt af bestyrelsen efter en intern gennemgang af forretningerne, skriver Mecom i en meddelelse til børsen i London.
Som en del af omvæltningerne vil administrerende direktør Tom Toumazis forlade selskabet til september. Indtil da vil han i en overgangsperiode assistere formand Stephen Davidson, som fremover også vil være daglig leder af mediekoncernen.
Der bliver ikke ansat en ny direktør.
- Afdelingerne vil kræve meget mindre centralt lederskab, end der normalt forventes af en administrerende direktør, siger Tom Toumazis. Ifølge meddelelsen har han sagt, at han ikke kræver den fulde aflønningspakke, han er berettiget til.
Derudover oplyser Mecom, at dens halvårsregnskab, som præsenteres på onsdag, vil være "på linje med markedets forventninger".
Mecom, der ejer medier i Danmark, Polen og Holland, skuffede markedet voldsomt 6. juni i år, hvor koncernen nedjusterede sine forventninger til halvårsresultatet på grund af faldende annonceindtægter i blandt andet Danmark, og dårligt løssalg af avisen BT.
Gruppen ser, at nedgangen i annonceindtægterne vil fortsætte i andet halvår af 2012, specielt på grund af recessionen i den hollandske økonomi og den fortsatte forværring af krisen i Europa.
/ritzau/