Fremover er det ikke kun gifte, hvor den ene kan miste kontanthjælpen på grund af partnerens løn.
Regeringen vil udvide den gensidige forsørgerpligt, så den også omfatter samboende par. Det betyder, at man ikke kan få kontanthjælp, hvis ens partner tjener over 30.000 kroner om måneden.
Socialrådgivernes formand Majbrit Berlau finder forslaget "besynderligt".
- Langt de fleste af vores sociale ydelser er individualiseret, så man ikke er afhængig af en ægtefælle. Det gør man i erkendelse af, at hvert enkelt menneske har brug for et forsørgelsesgrundlag. Tiden, hvor kvinden skal bede manden om æggepenge eller husholdningsbidrag, må være passé i 2013, siger hun til Newspaq.
Forslaget ventes at ramme 8.000 kontanthjælpsmodtagere og indbringe 360 millioner kroner om året.
Det regnestykke tror Majbrit Berlau dog ikke på.
- Vi kommer til at sætte gang i et massivt kontrolapparat for at vurdere, hvem der er samlevende, og hvem der ikke er. Det bliver et kontrolhelvede, og rent praktisk kan det få den konsekvens, at en del familier må gå fra hinanden, fordi økonomien ikke hænger sammen, siger hun.
- Vi ved, at en del af dem, der går fra dagpenge til kontanthjælp i øjeblikket, har været nødt til at lade sig skille for at få økonomien til at hænge sammen. Og der er kun én taber: Kærligheden og børnene, siger socialrådgivernes nye førstekvinde.