Ritzau
Opdateret kl. 17:13
Beredskabet i Vestsjælland arbejder på at redde en mand, der er faldet i en kornsilo på et landbrug ved Tølløse.
Det oplyser vagthavende chef Lasse E. Hansen fra beredskabet i Vestsjælland til Ritzau.
- Vi har 25 mand på opgaven med at tømme siloen. Det drejer sig om flere hundrede ton korn, siger Lasse E. Hansen.
Der er tilkaldt læge og ambulance.
-Vi arbejder på at få manden reddet ud, siger vagthavende.
Landbruget ligger på Bukkerupvej i Bukkerup ved Tølløse.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter, at politiet klokken 11.40 fik en anmeldelse af ulykken.
- Vi ved ikke, hvad der er sket. Anmeldelsen går på, at en mand stod på siloen, og et øjeblik efter var han forsvundet, siger Carsten Andersen, der er kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Det er endnu småt med oplysninger om ulykken.
/ritzau/