Kort fortalt er biobenzin en dårlig forretning for benzinselskaberne. Det vurderer Shell og YX Energi, der blandt andet står bag Hydro Texaco. Men det er ikke den eneste forklaring fra benzinselskaberne. De sår nemlig tvivl om den miljømæssige gevinst ved brug af biobenzin.
»Vi ser ingen forretningsmæssige fordele ved at indføre biobenzin, fordi det er dyrere at tilbyde. Miljømæssigt er det heller ingen fordel, fordi vi ikke mener, at fem procent bioethanol i benzinen har nogen effekt,« siger Regitze Ree, kommunikationschef hos Dansk Shell.
Hos YX Energi har man ikke indført biobenzinen, fordi det endnu ikke har været et lovkrav.
»Vi vil gerne være på forkant med miljøet, men jeg er ikke overbevist om, at biobenzin på dette niveau er bedre for miljøet,« siger Christian Hoff, administrerende direktør for YX Energi i Danmark og Norge.
Han forstår godt, at forbrugerne ikke hovedkuls har kastet sig over benzinstanderne og pumpet biobenzinen ud.
»Jeg tror, det er svært for forbrugerne at forstå fordelene og ulemperne ved biobenzin. Der er mange modsatrettede forhold, der skal gøres op for at se, om det kan betale sig både økonomisk og for miljøet,« siger Christian Hoff.
Hos Forenede Danske Motorejere (FDM) er Søren W. Rasmussen bilteknisk redaktør på magasinet Motor. Han er ikke i tvivl om, at bioethanol er vejen frem på sigt.
»I dag har biobenzin kun en meget lille effekt på miljøet. Men på sigt, vil det få en stor betydning,« forudser Søren W. Rasmussen.
Det er professor på Landbohøjskolen, Claus Felby, enig i, og derfor mener han, at vi skal springe ud i den grønne biothenol-bølge med det samme.
»Vi er alle enige om, at vi skal nedsætte CO2-udslippet på transportmidlerne. Men hvis vi ikke begynder nu, så kommer vi aldrig i mål.«