Hverken isbjørnene, Al Gore eller miljøminister Connie Hedegaard er i nærheden af den magt, som kroner og øre har over den globale opvarmning.
Den stærkt stigende pris på en liter benzin har i den grad sat skub i miljøforbedringerne.
Nu overvejer General Motors endda at afhænde selve symbolet på alt, hvad der er ondt, vulgært og meget lidt miljørigtigt: Bilen Hummer. Ikke alene er den stor og komplet unyttig på asfalterede veje. Den er også en benzinsluger og selve symbolet på galoperende egoisme.
»Den ligner jo noget, der spiser små Fiat'er til morgenmad,« siger Mikkel Thomsager, der er redaktør på 'Bilmagasinet'.
»Den er voldsom og aggresiv, og den har et image som en egoistbil for folk, der er fuldstændig ligeglade med cyklister, fodgængere og miljøet,« fortsætter han.
Mikkel Thomsager vurderer, at der kun findes to eksemplarer af den oprindelige Hummer H1 i Danmark. I stedet er det H2 og H3, der begge er mindre og mindre ødsle med benzinen, der kører i de danske byer.
Hetz mod Hummer
Ole Damgaard-Nielsen står for salget af Hummere i Danmark. Ifølge ham har General Motors ikke planer om at lukke ned for udyret. Han mener, at køretøjet er taget som gidsel af økoflipperne.
»Der foregår en hetz mod Hummeren. Det er en fin bil, og folk, der råber op om Hummeren, kører selv rundt i deres små Hyundaier, som de må skubbe op ad bakken for at holde benzinforbruget nede. Den almindelige mand er bedøvende ligeglad med den opvarmning. Han går op i kørekomfort, og hvad det koster i kroner og øre at køre fra a til b,« siger han.
Ikke værre end Ferrari
Han afviser i øvrigt, at Hummeren i den seneste H3-udgave, der i følge ham kører 9-10 kilometer på literen, er mere forurenende end så mange andre biler.
»Det er en fis i en hornlygte. Hummeren kører ikke mindre på literen end små fikse sportsvogne fra Porche og Ferrari,« siger han.
Salget af Hummeren i USA faldt med 29 procent i årets første fire måneder i forhold til sidste år.
Hummeren blev oprindelig udviklet som et terrængående køretøj til det amerikanske militær, og den fik sit gennembrud i Golfkrigen i 1992. Den blev sat i civilproduktion, angiveligt fordi Arnold Schwarzenegger var ellevild efter at få sin helt egen Hummer. Siden blev den populær blandt Los Angeles' nyrige, sorte rappere.