Du fylder tanken på Volvoen og betaler med dit benzinkort. Og så sparer du en masse penge, ikke?
Desværre nej, viser en undersøgelse som Forenede Danske Motorejere (FDM) har lavet i bladet Motor.
Tanker man gennemsnitligt for 15.000 kroner om året, så er den maksimale rabat på 250 kroner – og i enkelte tilfælde taber man direkte penge, hvis kortet kun bruges til at tanke benzin, viser undersøgelsen, der har kigget nærmere på benzinkort fra Shell, Statoil og YX.
Det sker især fordi, man som bruger af benzinkort får rabat af listeprisen – og dermed ikke får helt så store besparelser, når der er priskrig på benzinen.
- Det er problematisk, hvis kunderne får en forestilling om, at de får rabat, hvis de bruger deres kort til at tanke benzin, når det ikke forholder sig sådan i praksis. Som forbruger skal man være meget opmærksom på, om der reelt er tale om en rabat, siger juridisk chef i FDM, Per Alkestrup, i en pressemeddelelse.
Beregningerne fra FDM er lavet for en gennemsnitsbilist, der kører 20.000 km om året i en normal bil, der kører 13,1 kilometer pr. liter.
Undersøgelsen viser, at bilisten hos benzinselskabet YX taber 33 kroner om året, mens der kan årligt kan tjenes 129 kroner hos Shell. Tanker man diesel hos Shell, så er der dog 255 kroner at spare om året.