Lastbilchaufførers sløsede omgang med vognmændenes benzinkort er blevet en guldrandet forretning for udspekulerede og velorganiserede kriminelle.
Tyvebander udnytter, at truckere i førerhusets handskerum eller bag solskærmen efterlader benzinkort vedlagt en seddel med pinkoden.
"Der er opstået store problemer med denne form for tyverier og misbrug af firmakortene," siger Statoils kommunikationsdirektør Per Brinch.
"Det foregår ved, at tyve bryder ind i lastbilerne, stjæler benzinkort inklusive pinkode – for systematisk at lænse kortene ved at tanke brændstof for 10.000-20.000 kroner, inden de bliver spærret," siger Per Brinch.
Han fortæller, at tyvene foretrækker at tanke tusindvis af liter brændstof i de tidlige morgentimer på fjernt beliggende og ikke video-overvågede tankstationer.
Hjælp fra interpol
Q8’ kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff bekræfter problemet, som Q8 med det internationale politisamarbejde Interpol kæmper for at komme til livs.
Problemet er nemlig grænseoverskridende.
Mange af de kort, der bliver stjålet i Danmark, bliver lænset i udlandet, fortæller Jytte Wolff-Sneedorff.
"Det en bekymrende form for udspekuleret international kriminalitet. En af fremgangsmåderne er, at tyvene i al ubemærkethed bryder ind i bilerne, stjæler kort og kode, kopierer kortet og lægger originalen tilbage," fortæller hun.
"Tyveriet er måske sket i Aalborg, og først 8-14 dage senere bliver tyveriet opdaget ved, at kopien af kortet misbrugt på det groveste i Frankrig," fortæller hun.
Derfor iværksætter benzinselskaberne en række initiativer for at bekæmpe denne nye form for kriminalitet.
Statoil gør en stor indsats for at få vognmændene til at overbevise deres ansatte om, at kort med påskrevet eller vedlagt pinkode ikke bør efterlades i førerhusene.
Og Q8 holder sikkerheds-seminarer med de største vognmandsvirksomheder, hvor et budskab er, at chaufførerne skal ændre adfærd og opbevare benzinkortet på samme måde, som deres private kreditkort.
Q8 har som andre selskaber indført en række sikkerhedsfunktioner tilknyttet benzinkontokortene.
Blandt andet bliver vognmændene tilbudt at blive alarmeret, når der bliver tanket unormalt mange liter inden for kort tid.
Tavs DSV
Også transportvirksomheden DSV Road har haft problemer, men direktør Orla Hansen sprutter ikke af meddelsomhed.
"Vi ønsker ikke at oplyse, hvilke forholdsregler vi har taget for at undgå tyverierne, men vi kan sige, at vi fortsat arbejder på at forbedre sikkerheden," siger han.
Erhvervskunder skal selv dække tab som følge af tyverier, mens privatkunder som oftest bliver kompenseret af benzinselskaberne.
Af Christian Kloster / kloster@avisen.dk