Manchester United løb lørdag eftermiddag med det engelske mesterskab, men Liverpools manager Rafael Benitez har endnu ikke lykønsket sin konkurrent Alex Ferguson med pokalen.
"Jeg vil sige tillykke til Manchester United. De har gjort det godt, men jeg ønsker ikke at sige for meget. Jeg foretrækker at sige 'godt gjort' til klubben, en stor klub, en god klub," sagde han ifølge Ekstra Bladet efter Liverpools kamp mod West Bromwich søndag eftermiddag.
Rafael Benitez bærer tilsyneladende stadig nag over de skærmydsler, som de to managere har haft i løbet af sæsonen.
"Normalt er man nødt til at være høflig og respektere den anden manager, men i løbet af sæsonen har vi set en masse, som jeg ikke kan lide, og det er det. Jeg siger tillykke til United, fordi de har vundet. Og det er det," forklarer Liverpool-manageren.