Chelsea-manager Rafael Benitez raser efter 1-2-nederlaget i FA Cup-semifinalen på hjemmebane til Manchester City.
Havde det ikke været for to afgørende dommerfejl i anden halvleg, kunne opgøret være endt meget anderledes, lyder kritikken fra den spanske træner.
Benitez mener blandt andet, at indskiftede Fernando Torres blev snydt for at straffe i kampens døende minutter efter en nærkamp med Vincent Kompany.
- Var der straffe? Ja, klart. Meget klart, sagde Benitez ifølge AFP efter kampen.
- At der ikke blev dømt straffespark, var et afgørende øjeblik i kampen, ligesom Vincent Kompany kunne være blevet sendt fra banen, sagde han.
- Du kan se på billederne. Vi havde to af sådan nogle situationer i anden halvleg, sagde Benitez.
Efter scoringer fra Samir Nasri og Sergio Agüero kom gæsterne foran 2-0, men en scoring fra Chelseas Demba Ba med cirka 20 minutter tilbage holdt hjemmeholdet inde i kampen til det sidste.
- Vi spillede imod et meget godt hold, og havde de scoret en gang mere, havde kampen været afgjort, sagde Benitez.
- Men vi blev ved med at kæmpe, og vi havde nogle gode chancer for at kommet tilbage i kampen, så disse beslutninger var meget afgørende, sagde han.
/ritzau/