Chelsea-manager Rafael Benitez kunne ikke få noget håndtryk fra Alex Ferguson før søndagens FA Cup-kvartfinale mod Manchester United.
Benitez strakte hånden frem, men Ferguson gik forbi ham.
- Jeg ventede i begyndelsen. Men jeg var i vejen for ham, sagde Chelsea-manageren efter 2-2-kampen på Old Trafford og viste med sit kropssprog, at Manchester United-manageren gik forbi ham.
Benitez blev efterfølgende spurgt, hvorfor mon Ferguson ikke ville hilse på ham.
- Spørg ham. Hvis I tør. Jeg ved det ikke. Det var hans beslutning. Jeg ventede på ham, svarede spanieren.
- Jeg er uddannet. Jeg ved, at mange mennesker kigger på, så jeg ved, hvad jeg bør gøre.
Rafael Benitez måtte også forholde sig til, at han selv valgte at ignorere Ferguson efter slutfløjt, hvor der også er tradition for et håndtryk.
- Jeg var sammen med mine spillere for at fejre resultatet, sagde Chelsea-manageren.
De to klubber skal efter 2-2 på Old Trafford spille omkamp på et endnu ukendt tidspunkt på Stamford Bridge i London.
/ritzau/