Em casa mandamos nós – i vores hus bestemmer vi.
Den sætning er standard, når Benficas træner, Fernando Santos, udtaler sig til pressen. Og derfor kom den også ud af trænerens mund på mandagens pressemøde på Estadío da Luz i Lissabon. Dagen inden mødet med F.C. København.
Og han har noget at have sætningen i, for Benfica har en af Europas bedste hjemmebanestatistikker og har ikke tabt på hjemmebane i 323 dage i nogen turnering.
Den 52-årige træner kender udmærket sine danske gæster, for FCK var i pulje med Benfica i sidste års Champions League.
Dengang trak Benfica det længste strå, og Santos er heller ikke i tvivl om, at det bliver Benfica, der efter de to kommende kvalifikationskampe har booket pladsen i dette års mesterliga.
- Benfica vil være meget stærke i morgen, og alle er sikre på, at Benfica går videre til Champions Leauge, sagde Fernando Santos på pressemødet, hvor Avisen.dk var eneste danske repræsentant.
Lidt venlig respekt for modstanderen var der dog også plads til.
- Det er et velorganiseret, køligt hold, der ved, hvad det skal gøre, og hvad det vil have med hjem. De er stærke i luftspillet og hurtige til at omstille sig fra forsvar til angreb, sagde han og fremhævede Marcus Allbäck, Libor Sionko, Hjalte Nørregaard og Jesper Grønkjær.
- Holdet er mere modent og har fået mere rutine fra de europæiske kampe. Men det ændrer ikke ved vores selvtillid. Vi er stærke i morgen, lød set selvsikkert fra Fernando Santos.
I optakten til kampen er der blevet talt en del om, at opgøret mod F.C. København er Benficas første betydende kamp i denne sæson, mens de danske mestre allerede har været i ilden syv gange.
Men det lægger træner Santos ikke så meget i.
- F.C. København har mere rytme, men vores hold er klar. Det er den første kamp på da Luz, så det er vores præsentationskamp for vores fans, sagde han.
Og dem bliver der mange af. Der forventes 50.000, og de forventer både godt spil og en sikker sejr, men det pres bekymrer ikke Benfica-træneren.
- Det er min 71. kamp i Europa, så det er jeg vant til. Der er altid pres på i en klub som Benfica, siger Santos, der tidligere har stået i spidsen for rivalerne FC Porto og Sporting Lissabon.