Skrevet i samarbejde med Knud Brix knbe@avisen.dk og Anna Rosmann Thejsen anro@avisen.dk
Der blæste helt nye vinde på de Konservatives landsmøde i dag.
Bendt Bendtsen luftede blandt andet tanken om at indføre differentieret moms på frugt og grønt for at komme livsstilssygdomme til livs. En idé, de Konservative ellers har været modstandere af, lige siden den i sin tid blev lanceret af Det Radikale Venstre.
- Vi vil have differentieret moms på frugt og grønt. Det Konservative Folkeparti er åben for at se på alt, hvad der kan hjælpe på forebyggelse af livsstilssygdomme, sagde Bendt Bendtsen fra talerstolen i dag på de Konservatives landsråd i Herning.
Moms på fødevarer har længe været et varmt emne og givet anledning til heftig debat i medierne og på Christiansborg. Fra talerstolen gav Bendtsen da også udtryk for, at han godt er klar over, at det ikke er alle, der er lige begejstrede for idéen.
- Der er eksperter, der taler for. Og der er eksperter, der taler imod. Men lad os da få det undersøgt, sagde han.