Kun 13 procent af vælgerne mener, at De Konservative har mere indflydelse på regeringens politik, end regeringens støtteparti Dansk Folkeparti (DF) har. Hele 70 procent peger på DF som det mest indflydelsesrige parti af de to.
Vælgerne tager fuldstændig fejl, lyder reaktionen fra De Konservatives partileder og vicestatsminister Bendt Bendtsen.
»Det har Dansk Folkeparti ikke,« siger han.
Derfor tager han også meningsmålingen, som Ugebrevet Mandag Morgen bragte mandag, helt roligt.
»Det vigtige for mig er, at jeg kan dokumentere, at vi får konservative resultater, og det mener jeg faktisk, jeg kan. Jeg har været med til at forhandle regeringsgrundlag med Anders tre gange. Nu har vi så en ny måling, som har affødt en diskussion om, hvor meget indflydelse partiet har. Men det tager jeg altså med godt humør,« siger Bendt Bendtsen.
Og så remser den konservative partileder en hel liste af ting op, som De Konservative har fået gennemført, siden partiet kom i regering i 2001: Opstramning af retspolitikken – blandt andet indsatsen mod rockerkriminalitet, en strammere udlændingepolitik, mere faglighed i folkeskolen, højere efterlønsalder og så videre.
Ingen problemer
Han afviser desuden, at det skulle være et problem for hans parti, at de mange resultater tilsyneladende ikke når ud til vælgerne.
»Det er da heldigvis ikke sådan, når vælgerne går til stemmeurnerne. Analysen var jo den samme i 2003, og alligevel fik jeg en fremgang på to mandater og meget tæt på tre,« svarer han.
Men er det tilfredsstillende, at kun 13 procent af vælgerne mener, at De Konservative har mere indflydelse på regeringens politik end DF?
»Man kan jo lave så mange analyser, men jeg forholder mig til, at Det Konservative Folkeparti er gået styrket ud af sidste folketingsvalg.«
Kun en enkelt indrømmelse kommer Bendt Bendtsen med. Partiets kommunikation med vælgerne kunne måske være bedre:
»Ja, men vi er da ikke så selvfede, at vi bare læner os tilbage og siger, at alt er, som det skal være. Vi kunne sikkert være bedre til at kommunikere.«
Hvordan De Konservative skal blive bedre til at få de politiske resultater ud til middagsbordene, vil han dog ikke løfte sløret for.